Ta' dog en skovl


For nogle er arkæologien et nytteløst, lidt komisk fag, hvis dyrkere betragtes med medlidenhed eller ligefrem uvilje. Men andre ser anderledes på det, og få videnskaber nyder større årvågenhed i befolkningen end den. Hvad er det der gør arkæologien så fængslende og værd at dyrke som hobby.


Arkæologi som hobby. Hvordan kan en videnskab, der kræver årelangt universitetsstudium, blive overkommelig som hobby, og vil ikke arkæologien, når den bliver en hobby, forfalde som videnskab? - faktisk er arkæologien en af de videnskaber, der lettest lader sig dyrke som hobby. Den er manges kæphest, og mod den kendsgerning preller alle indvendinger af.


Arkæologi, det er jo læren om gamle ting, om mennesker, der levede i fjerne tider, men først og fremmest om deres samfund, deres kulturer. Historien bygger på skrevne kilder - dokumenter, indskrifter og breve, som tidligere tiders mennesker har efterladt sig. Men hvor disse kilder hører op, må man ty til andre midler for at lære historien at kende, og her kommer arkæologien ind i billedet. Ved dens hjælp skrives forhistorien. Hvor der har levet mennesker, vil der altid være noget at finde. - Vi taber vore ting, som vi lader affald ligge, og vore boliger efterlader sig spor, som den sagkyndige kan kende og tyde. Når man færdes rundt i landet, støder man gang på gang på ting i terrainet, som man studser ved: Dette kan umuligt være skabt fra naturens hånd, her må mennesker have haft en finger med i spillet. Men hvilke mennesker - og hvornår? Ja hvad er det overhovedet? Man slår op i en egnsbeskrivelse, eller man spørger sig for, og man får at vide: Dette er en grav, hint en borgruin. Efterhånden begynder man bevidst at se efter sådanne ting. Men en dag støder man på et eller andet, som man ikke kan få forklaring på. Da slår lynet ned, og man bliver for alvor grebet af arkæologien, og man forstår, at den er andet og mere end museernes samlinger, der kan virke så støvede i deres ensformighed: række på række af gamle sten. Nu giver man sig til at læse ud over, hvad skolens historiebog i et indledende kapitel fortalte. Lavinen ruller - en bog bliver til mange. En dag bestiller man abonnement på et tidsskrift og lærer yderligere sin kæphest at kende. Umærkeligt glider man fra passivt medlem til aktivt.

Man oplever den glæde bogstavelig at se fortiden vokse frem af jorden, mens man puster, skraber og puster igen. Man er midt i udgravningsarbejdet, det som forekommer mange så latterligt . Teskeer og pensler - ta' dog en ordentlig skovl og få det overstået. Det er efter min mening ved det praktiske arbejde i "marken", at arkæologiens store eventyr går op for én. Man føler, at man på en måde er med til at skrive historie , selv om det man finder kun er et hjørne er et hjørne af en af de utallige brikker, der tilsammen skal danne den store mosaik - menneskehedens historie.


Det er ikke svært at se det interessante og fascinerende ved faraos grav eller ved et troja;  men at det lille lerede potteskår af samme triste farve som den jord, det kommer frem af, kan have betydning, ja endog give anledning til jubelråb fra arkæologen, men netop dette ubetydelig skår kan være det vigtigste af hele fundet. Et par flintpile fundet under forhold, hvor de aldrig før er truffet, kan være af større betydning end en svær guldring af pragtfuldt arbejde, pløjet frem af jorden et helt tilfældigt sted uden relation til noget andet fund. Man kan bestemme ringens type og deraf måske dens alder, men hvorfor den er havnet i jorden og under hvilke omstændigheder, er ikke til at vide. Pilene derimod danner måske bindeleddet mellem bopladsen, hvor de er fundet, og andre pladser fjernt derfra. Måske kan man gennem dem spore en udvikling fra et lavere til et højere trin eller man kan af deres form se, at man står overfor en epoke, hvorfra man ikke tidligere har fund. Alt sammen fordi disse genstande er en del af et hele, ikke et løsrevet fænomen.

Meget kan det arkæologiske arbejde åbenbare for os. Vi kan i heldige tilfælde tidsfæste et fund inden for et hundrede år eller mindre endnu. Vi kan skabe os et klart billede af et samfunds materielle stade, af dets økonomi, og hvem det har haft handelsforbindelser med. Vi kan også en enkelt gang skimte lidt af den åndelige verden. Men hvad disse mennesker tænkte, hvad det betød for dem, når de sænkede deres skønneste smykker og våben i mosens sorte vand, og hvilke sange de sang ved deres fester, eller hvad en moder nynnede til sit lille barn, når det skulle sove, det er en bog, som tiden har lukket, og som intet kan åbne igen.

Arkæologien har sin begrænsning, den endelige sandhed kan aldrig findes. men netop det gør den levende, gør den værd at dyrke.           


Bog om emnet:


Dronning Margrethe og Arkæologien

Af Jesper Luersen f.fl.

Udgivet i 2010 på Gads Forlag, 200 sider

Pris 249,-.


SAØ - Sammen-

slutningen af

Amatørarkæologer

i Østsjælland

Stiftet 4. januar 1995 

                                                      


Seneste nyt 


Referater se Arkiv


   

                                               


Køge Museum

   Nørregade 4, 4600 Køge

       www.koegemuseum.dk

 











 

   

   

   



       

       


    ________________________

 

Om Dronning Margrethe

som arkæolog.